Roulade med hindbær & vanilje.

Reklame.
SWISS THE ROLL..
Det er simpelthen for skørt at jeg ikke laver roulade noget oftere! Det er flere år siden jeg lavede det sidst, tror endda at det er 4-5 år siden.
Men det er SLUT 🙂 For med denne opskrift på den allerbedste rouladebund, som er så simpel og lige til – er det kun at kaste sig ud i det.
THE PERFECT COMBINATION..
Hvad skal rouladen så fyldes med? Jo altså det er jo helt op til en selv, men jeg valgte at gå klassisk til værks i denne. Jeg lavede en cremet smørcreme med vanije & så en hindbærkompot, du kan også sagtens bruge en hindbærmarmelade, dog vil jeg sige at det skal være en som smager rigtigt af hindbær og ikke er fyldt med en masse sukker – der kan jeg fx foreslå den fra Frk. Anna.
Ingredienser:
Bund:
3 Æg
80g Sukker.
40g Kage hvedemel, fra Valsemøllen.
40g Kartoffelmel.
3/4tsk Bagepulver.
Vaniljesmørcreme:
85g Smør, blødt.
150g Flormelis.
½tsk Vaniljepulver, af ren vanilje.
100ml Piskefløde, gerne stuetemp.
Hindbærkompot:
125g Friske hindbær.
50g Sukker.
50ml Vand.
Pynt: Evt. 100g Chokolade & krymmel.
Fremgangsmåde:
– Tænd ovnen på 175C.
– Kom æg, sukker & vanilje i en skål.
– Pisk det helt lyst og luftigt, det tager omkring 5min. med en elpisker-/køkkenmaskine.
– Kom mel, kartoffelmel & bagepulver i en skåle.
– Sigt det ned i æggemassen & vend det indtil det bliver helt ensartet.
– Fordel dejen i et tyndt jævnt lag på en bageplade med bagepapir.
– Bag bunden i omkring 10min. lige indtil den får en fin gylden overflade.
– Når bunden tages ud af ovnen vendes den og lægges ovenpå et stykke bagepapir drysset med sukker.
– Lad den ligge i 1-2min, hvorefter du vender den om igen & ligeså forsigtigt ruller den sammen på langs.
– Lad den ligge og afkøle imens den er rullet.
– Lav hindbærkompotten ved at koge hindbær, sukker & vand op i 3-5min. Blend den evt. herefter & afkøl.
– Når du skal til at ‘samle’ rouladen, så start først der på vaniljecremen.
– Lav cremen ved at piske smør, flormelis & vanilje sammen med en elpisker-/køkkenmaskine.
– Pisk det lyst og luftigt i 2-3min.
– Pisk nu fløden i. Det skiller til at starte med, men så skulle den gerne binde sig sammen efter nogle minutter.
– Pisk indtil den får en god cremet konsistens.
– Rul bunden forsigtigt ud igen.
– Fordel et jævnt lag af hindbærkompotten over det hele.
– Det samme gør du nu med vaniljecremen.
– Rul nu bunden forsigtigt sammen igen.
– Lad den stå på køl i ½t. inden du pynter den.
– Når den skal pyntes smelter du chokoladen over vandbad.
– Fordel chokoladen i et jævnt lag henover rouladen, brug evt. en palet.
– Drys med krymmel eller andet pynt.
– Sæt den på køl.
– Tag den ud 15-20min før servering.
Velbekomme!
Ingen kommentarer endnu