Bær Chokolade Dessert Kager Sødt

Kokoskage m. hvid chokoladecreme, citrontimian og lime.

17. januar 2018

Denne kage som jeg valgte at toppe med bla. blåbær & fransk nougat er ikke bare vældig fin at se på, men smager også HIMMELSK 😍

Jeg lavede den i anledningen af at min Svigerinde kom til Danmark fra Iran. Fransk nougat er faktisk ret populært i Iran, det bliver dog kaldt for “Gaz” og er for det meste også tilsat lidt rosenvand. Af den grund skulle kagen også toppes med det 😊

(8-10pers.)

Ingredienser:

Hvid chokoladecreme:

65g Hvid chokolade af god kvalitet.

250ml Piskefløde.

1/2 Vaniljestang.

5 kviste Citrontimian.

Saft fra 1/2 Lime.

3g Husblas (ca. 2 blade).

Kokoskage:

3 Æg.

1 3/4dl Sukker.

1/2 Vaniljestang.

155g Hvedemel.

25g Kokosmel.

1 1/2tsk Bagepulver.

1 1/2dl Mælk.

1 1/2dl Olie, neutral.

Pynt evt. med: Blåbær med lidt sølvdust, fransk nougat, krystalliseret hvid chokolade, skovsyre og citrontimian.

Fremgangsmåde:

Start på chokoladecremen ved komme piskefløde i en gryde og varm det op til under kogepunktet. Imens hakker du den hvide chokolade og kommer i.

Rør rundt til det er helt smeltet og tilsæt citrontimian, kornene fra den 1/2 vaniljestangen og selve stangen. Lad det stå ved lav varme i 10min.

Hvorefter det tages fra varmen og hældes i en skål. Læg film over så det kommer helt ned og rør fløden, så der ingen luft kommer under (det er så der ikke kommer kondensvand). Stil det på køl i minimum 3t.

Når cremen er sat på køl laves kagen.

Tænd ovnen på 180C.

Kom æg, sukker & korn fra den 1/2 vaniljestang i en skål og pisk det lyst og luftigt, gerne i 5min.

Herefter røres mel, kokosmel & Bagepulver i.  Rør nu til sidst mælk & olie i dejen til den bliver ensartet.

Fordel dejen i en springform på 20cm. i dia. hvor bunden er beklædt med bagepapir. Bag kagen i 45-50min. Tjek gerne med en strikkepind om den er færdigbagt. Lad den nu køle helt af.

Når kagen er helt kølet af skæres toppen af, så kagen bliver helt flad og jævn.

Læg husblas i blød i koldt vand.

Tag fløden ud fra køl og fjern filmen. Få gerne det som sidder fast på filmen af og ned til det andet. Fjern timiankviste og vaniljestang.

Pisk nu fløden til bliver luftig (vær’ opmærksom på at den ikke bliver til flødeskum, men bare bliver luftig). Det tager omkring 3-5min.

Kom limesaft i en gryde og varm det en lille smule op. Vrid nu husblas fra vand og kom det i den varme limesaft. Sluk for varmen ligeså snart husblassen er smeltet. Lad den køle af til den er lunken.

Vend herefter 1/3 af fløden med limesaften og vend nu den blandning i resten af fløden. Sørg for at den bliver helt jævn.

Kom kagen i en springform og kom gerne kagefolie rundt i kanten, så cremen ikke sætter sig fast på formen.

Hæld nu cremen i og fordel den jævnt.

Sæt den nu på køl i 1 1/2 – 2t.

Tag den ud af formen og sæt den forsigtigt på et fad. Pynt den nu med lige hvad du vil 🙂

 

 

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar