Pandekager med Antioxidanter.

Gæsteblogger + Spiseforstyrrelse + Banangranola.

Jeg synes at der skulle ske noget nyt på bloggen og derfor har jeg spurgt en med inspirerende smuk ung ”kvinde” ved navn Pernille Thyrring, om hun ikke havde lyst til at lave et blogindlæg her til bloggen. Hun kæmper med en spiseforstyrrelse & har både opture & nedture som så mange andre, så jeg tænkte at det ville dejligt også at få et indblik af en hel anden person end jeg, men som samtidig er så sød & virkelig dygtig til at lave det lækreste mad hver dag. På instagram hedder hun @pernille.thyrring og der lægger hun de mest fantastiske billeder op og samtidig fortæller om sin dagligdag.

Psst. Nederst i indlægget deler hun sin opskrift på Banangranola!!

SÅ VELKOMMEN TIL 😀


Hej alle sammen!  Camilla har spurgt mig, om ikke jeg har lyst til at skrive et gæsteindlæg til hendes fine blog ? og selvfølgelig har jeg da det! 😊

 

Jeg hedder Pernille, er 23 år gammel og bor i Roskilde med min kæreste gennem 4 ½ år. Jeg er pt sygemeldt fra studier, da jeg lider af en spiseforstyrrelse. Det er der desværre rigtig mange unge piger (også nogle mænd, selvfølgelig) der gør, og jeg synes det er rigtig ærgerligt, at der stadig er så meget tabu omkring emnet. Selv forsøger jeg at være ret ærlig omkring min sygdom, for det hjælper også mig, at jeg ikke føler, jeg skal gå og skjule noget.

Jeg fik konstateret min spiseforstyrrelse i efteråret 2014. Det kom som et kæmpe chok for mig, da jeg aldrig har haft et ønske om at sulte mig selv, eller bevidst har spist for lidt. Jeg vidste det simpelthen ikke, men da jeg så tallet på vægten, vidste jeg godt, den var gal ? jeg vejede 40,8 kg.

Den dag startede min rejse mod et bedre liv. En rejse, jeg stadig er på, og som stadig er lang. Men jeg lærer hele tiden noget nyt om mig selv og bliver stærkere. Jeg er stadig syg, mine tanker er ikke fri for løftede pegefingre og kalorietælling, men jeg genkender nu tankerne og ved, at de hænger sammen med min spiseforstyrrelse. Og den erkendelse er et stort skridt på vejen 😊

Mad og ernæring har altid været en stor passion for mig ? også inden jeg blev syg. Jeg elsker at spise ude, samle ideer og inspiration og eksperimentere i køkkenet. Jeg slapper ofte rigtig meget af, når jeg er i gang med et eller andet madlavningsprojekt, og glæden ved at servere det for andre er også rigtig stor.

Jeg spiser ret almindeligt og udelukker ikke nogen fødevaregrupper fra min kost. Jeg spiser både kulhydrater, sukker (i begrænsede mængder), mælkeprodukter og fedt – helst det sunde fedt, men en god flødeis er der også plads til 😉 Det har selvfølgelig ikke altid været nemt med en spiseforstyrrelse, men jeg har efterhånden lært, at disse ting ikke er farlige for min krop ? tværtimod! Den har brug for det hele for at fungere optimalt.

Men selvfølgelig har jeg livretter, hvem har ikke det? 😋  Jeg er især vild med avocado, laks, grød, lasagne, hjemmebagte boller, skyr og bananpandekager. Og så laver jeg altid min egen granola, sødet med banan i stedet for sukker/honning ? denne vil jeg her dele opskriften på! Jeg er selv virkelig vild med den, fordi den bliver sprød og knasende, som dem man kan købe, og jeg bestemmer selv, hvad jeg putter i af smagsgivere:

 

Banangranola, ca. 1 L
Ingredienser:

1 ½ – 2 bananer, godt modne

100 g grovvalsede havregryn

100 g finvalsede havregryn

35 g solsikkekerner

25 g græskarkerner

2 tsk. kanel

½ tsk. kardemomme

En knivspids salt

50 g grofthakkede mandler

Ristede kokoschips og rosiner

Fremgangsmåde:

Mos bananen og bland det sammen med gryn, kerner, mandler og krydderier. Bred det ud på en bageplade og bag det ved 180 grader i ca. 30 minutter. Rør lidt rundt i det undervejs, så granolaen bliver sprød over det hele. Lad den herefter køle helt af.

Når granolaen er kold tilsættes rosiner og kokoschips ? eller hvad man nu bedst kan lide og har på lager af tørret frugt og lignende 😊 Opbevares i en tætsluttende beholder og holder sig fint i i hvert fald 1 måned.

pernll4

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Pandekager med Antioxidanter.